Thorkil Valentins kødsovs

Denne kødsovs blev kåret som den bedste af 427 opskrifter i en konkurrence afholdt af Politikens Lørdagsliv.

Ca. 400 g. bacon i tern, 5 løg, 2-3 gulerødder, 1 lille knoldselleri, 1 kg. hakket oksekød, ½ kg. hakket flæskekød, 250 g. kalvelever, 2 store dåser konc. tomatpure, ca. 350 ml. Noilly Prat, olivenolie (med rund hånd), salt, peber oregano, og revet muskatnød.

Så gør vi sådan:

Svits baconen på en tør pande. Tilsæt finthakket løg og groftsnittede gulerødder og selleri. Det svitses godt til grøntsagerne har taget farve.

De to slags fars blandes og brunes i olivenolie. Tilsæt evt. lidt ekstra olivenolie hen ad  vejen, så det bliver en lidt fed blanding.

Leveren hakkes med en kniv og steges let i lidt olivenolie. Den letstegte lever kommes sammen med bacon/grønsagsblandingen i kødfarsen: Tilsæt tomatpure, Noilly Prat og krydderier. Herefter skal kødsovsen småsnurre mindst en times tid. Den bliver kun bedre af at simre så længe som muligt.

Serveres med spagetti skruer eller løse ris. Evt. suppleret med en grøn salat bestående af kinakål, æbler, rosiner og appelsinsaft som marinade.